6.9.2011 - Landskursusudvalget meddeler følgende: Hen over sommeren har debatten nu kørt vedrørende længden på landskurset. Tak for alle indlæg – det er godt at vide, hvad der rører sig blandt medlemmerne, så alle overvejelser kommer under behandling. Bestyrelse og landskursusudvalg har nu afsluttet behandlingen af spørgsmålet – og holder fast ved et 4 dages kursus. Nødvendigheden af faglig vedligeholdelse og konstant opdatering inden for den evige foranderlighed på vores område er ikke blevet mindre. Kirkeministeriets deltagelse på netop vores område bekræfter dette. Vi lukker derfor debatten og opfordrer til, at vi står sammen om at tydeliggøre dette for menighedsrådene og hinanden ved at finde løsninger hjemme i sognene, så det ikke er et problem at tage på 4 dages landskursus en gang om året. Venlig hilsen Helle Bjørn - Formand for Landskursusudvalget
Der er 25.6.2011 indkommet et emne til debat: Om længden på landskursus skriver Birgitte Nielsen og Bente Torp: Kære landsbestyrelse, landskursusudvalg og kollegaer i hele Danmark. Lige hjemvendt fra Landskurset 2011 på Nyborg Strand, siger vi tak for et rigtig godt og fyldigt kursus og for godt samvær. Det er så vigtigt at få fyldt på fagligt, at møde kollegaer og være til de faglige arrangementer (kredsmøde og generalforsamling) og på den måde at blive klædt på og få fornyet energi til hverdagen på kirkekontor og i kirke. Sidste år var vi 2 kollegaer – Birgitte Nielsen, Søborg Kirke og jeg, Bente Torp, Sorgenfri Kirke - som afleverede en længere evaluering, hvori vi foreslog, at landskurset forkortes til 3 dage – mandag til onsdag. Vor begrundelse var og er stadig, at tiden er løbet fra, at landskurset fylder 4 dage i vores travle arbejds-hverdag, samt at tiden er løbet fra gå-hjem-fordraget torsdag formiddag. Rigtig mange af de forgangne års gå-hjem-foredrag har såmænd været rigtig gode og morsomme, men måske knap så relevante. Vi ser jo, at flere og flere vælger at tage tidligere hjem, ja , nogle smutter allerede onsdag inden festaftnen. Det var særlig tydeligt på dette års landskursus. I vores kreds, København Nordvest Kreds, var vi 22 medlemmer til kredsaftnen mandag aften, men kun 14 medlemmer gav til kende, at de ville blive og deltage i festaftenen, resten tog hjem. I Birgittes og min evaluering fra 2010 kom vi med et forslag til hvordan landskurset kunne afvikles på 3 dage – forslaget så sådan ud: Mandag: Vi mødes f.eks. allerede kl. 10. (Danmark er blevet ”mindre” med motorveje, broer og hurtige tog). Landskurset åbnes og Kirkeministeriet holder for med deres ajourføringskursus indtil frokost samt om eftermiddagen. Vi spiser tidlig middag og holder derefter et kort kredsmøde, hvorefter vi går til general-forsamling. Tirsdag: Om formiddagen fortsætter Kirkeministeriet, og så bliver det landskursusudvalgets tur med foredrag eller workshops. Festaften afholdes tirsdag aften. Onsdag: Formiddag og eftermiddag er det landskursusudvalgets program. Og så tager vi hjem sidst på eftermiddagen. Da vi ikke fik nogen reaktion på vores lange evaluering og forslag fra 2010, har vi efterfølgende taget emnet op i København Nordvest kredsbestyrelse, som bakker op om forslaget. Med denne lille artikel vil Birgitte og jeg, støttet af Kredsbestyrelsen for København Nordvest Kreds, gerne lægge op til en drøftelse her i Kordegnenes Blad samt på hjemmesiden. Har I det lige som os, eller synes I at landskursets længde skal fortsætte som hidtil? Vi glæder os til at høre fra jer. Birgitte Nielsen, Søborg Kirke og Bente Torp, Sorgenfri Kirke. Udskriv indlægget her
24. august 2011 Kære kolleger. Jeg vil også gerne kommentere forslaget om en afkortning af det årlige landskursus. Forslaget virker efter min mening meget velovervejet og relevant. Jeg synes personligt, at det er meget at afsætte 4 dage til landskurset. Som det er nævnt i forslaget, så er foredraget den sidste formiddag slet ikke så faglig relevant som den øvrige del af landskursets ellers meget gode vifte af tilbud/foredrag/workshops. Jeg vil derfor gerne bakke op om ideen med at korte landskurset ned til 3 dages varighed - hvor dag 1 og 3 så bliver lidt længere, end vi har været vant til. Er der problemer med at nå frem til en tidligere start på kurset - ja, så må de berørte måske tage til Nyborg aftenen inden. Hvis vi ser på længden af landskurser for de øvrige ansatte ved vore kirker - ja, så er det så vidt jeg ved også 3 dage for både kirketjenere og organister. - Så vi kan på den måde opnå en harmonisering/ligestilling med vore lokale kolleger. Ellers skal der lyde en stor tak til landskursusudvalget for mange veltilrettelagte kurser indtil nu! Med venlig hilsen - Anders Horsholt Pedersen, Brønderslev Kirke. 23. august 2011 Min kompliment til Birgitte og Bente for deres indlæg, jeg er helt enig, også i overvejelserne om starttidspunkt og torsdagsprogram - og jeg tilhører skaren, der tager hjem senest onsdag. Venlig hilsen Jytte Hansen Kordegn Bramming Sogn, Esbjerg Kommune 5. august 2011 Jeg er ikke enig i, at det er en god ide at afkorte kurset. Det bliver det mere presset af. Venlig hilsen Birthe Bak-Hansen, Sct Nicolai kirkekontor, Svendborg 28. juli 2011: Jeg vil gøre det ganske kort, synes sagtens der kan skæres en dag af Landskursuset. Alice Agerriis ( Aldersro-Lundehus pastorat)
21. juli 2011: Enig med Birgitte og Bente om afkortning af kurset – måske også afkorte det program I foreslår på den sidste dag. Foredragene kan også ses efter. F.eks. var årets foredrag (2 timer) om mindmaps efter min mening valgt på forkerte forudsætninger, da kordegne som regel skriver/skal skrive beslutningsreferater til underskrift ved menighedsrådsmødets afslutning. Jeg ved det var kirkeministeriets valg, men mon ikke det er muligt med en dialog? Workshops var klart en succes. Uanset kritikken: Det er et stort arbejde at lave landskursus og det skal årets landskursusudvalget have stor tak for at have påtaget sig.Venlig hilsen Hanne Koch, Sundby kirke, København
5. juli 2011: Som udgangspunkt synes jeg, det er en rigtig god idé, at skære landskurset ned med en dag. Især på baggrund af at flere og flere menighedsråd åbenbart ikke finder det relevant at deres kordegn skal deltage i mere end kirkeministeriets opdateringskursus og derfor kun giver fri til dette. Det jeg frygter i den forbindelse er for det første at mængden af information og indtryk, der i forvejen kan virke overvældene på især de nye deltagere, vil blive af en så stor mængde at det kan blive svært at nå at få alle relevante informationer med. Desuden går der trods alt noget fra med hensyn til samvær med kredsen. Når man snakker om små kredse, er problemet med at mødes ofte måske ikke så stor, men for de større kredse, kunne jeg forestille mig at det må være svært, hvis man skal mange kilometer hver gang og derfor vægter jeg i hvert fald det samvær man kan have i kredsen på landskurset ret højt. For mig at se er det i kredsene vi kan have de tætteste sparringspartnere og derfor synes jeg at den tid vi kan bruge sammen på landskurserne, hvor mange informationer kan vendes og debatteres mens de er friske in mente, er af uvurderlig karakter. Det er der idéer og løsningsmodeller på baggrund af ny viden virkelig kommer til udtryk og det er her vi for alvor kan blive inspireret til, hvordan vi kan få løst eventuelle konflikter eller problemer både af faglig og af mere personlig karakter på vores arbejdsplads. Derfor vil jeg mene at man må se på en total omstrukturering af landskurset, såfremt tiden skal kortes ned. Ud fra min vurdering vil det kræve en del mere hjemmearbejde for kordegnene i en ellers ret presset hverdag, hvis det skal kunne lykkes at skære 12 – 18 timer fra. Dermed ikke sagt, at det ikke kan lade sig gøre og måske er menighedsrådene mere villige til at kordegnen forbereder sig på materiale til landskurset på kontoret end at vi i stedet skal bruge tiden på Fyn. Jeg tror bare ikke, at det lige bliver så let at lave om på – og især fordi vi arbejder i et miljø, hvor Plejer sidder meget tungt fast i sin stol. Som udgangspunkt virker det fremsatte forslag dog meget nøje overvejet og slet ikke umuligt, jeg har bare dette lille aber dabei. Hav en god dag Dorthe Nielsen Kordegn ved høje Taastrup Sogn
|